| Kilder |
- [S7513] Villads Villadsen, Jacob Bunisøns syv børn fra Skivholme, (Personalhistorisk Tidsskrift 1991:1) (Troværdighed: 2).
Jens Jacobsen Skivholme, der blev født 1658, fik den 31. august 1682 kgl. bevilling til vielse uden trolovelse og lysning med Giertrud Jensdatter Vinther, [126] f. 1661, en datter af storkøbmanden Jens Sørensen Vinther og Mette Rasmusdatter Thestrup, [127] et overordentlig godt parti for en fremadstræbende ung mand.
Jens tog borgerskab som købmand i århus den 22. januar 1685. [128] Et par år efter blev han fritaget for at betale skat til Kongen og byen i 5 år "formedelst hans til Søes erlidne store Skade", [129] men han overvandt sine trængsler; han havde jo en kapitalstærk svigermor i ryggen, og det styrkede sikkert kreditværdigheden. Med årene blev han en velhavende mand, der som andre købmænd satte penge i byens jord og ejendomme. [106c] Anparter i skuden "Fortuna" gjorde ham berettiget til medlemsskab af Aarhuus Skipperlaug. [130] I 1692 bestred han hvervet som byens kæmner. [105b] Familien, der boede i Vestergade, voksede støt med et barn om året, men kun 6 af de 15 blev voksne. [131]
Jens red altså stormen af i slutningen af firserne, men i 1706 væltede ulykkerne ned over ham i form af skibsforlis og ildebrand, og han måtte standse sine betalinger. [132] Nørrejyllands landsting og århus rådstue indkaldte kreditorer og debitorer til at give møde i århus den 6. juni 1707. Uheldigvis var han overformynder, [133] og det alarmerede selvsagt nogle formyndere, der havde børnepenge i klemme. [134] I slutningen af 1707 søgte han Frederik IV om moratorium i 3 år og fik det bevilget, dog skulle han betale sine veksler. [135] Da det næppe har været behageligt at bo i byen, hvor han ustandseligt kunne løbe på sine kreditorer, opsagde han sit borgerskab den 16. januar 1709, [128a] fordi han "ville fløtte paa Landet".
[Nyt rettet afsnit:] Jens og Gertrud flyttede til Ørskovgård i Ørridslev sogn. [136] Hun døde 4 år senere og blev den 12. juni 1713 gravsat i sine forældres bregravelse i Vor Frue kirke. [136a] Jens flyttede tilbage til Århus og blev bedemand, [137] men han kom aldrig på fode igen. Han fik ophold hos sin datter Mette, der var gift med Dynnes Eliasen ved Mindet. [138] Her døde han den 8. marts 1724, 66 år gl. [139] og blev en uge senere gravsat i svigerforældrenes begravelse. "Formedelst hans slette tilstand, imod forrige velstand" bestemte Magistraten, at boet kun skulle betale 4 rdl. "for graven at obne." [140] Den 15. april 1724 udstedte århus rådstue proclama i boet, på foranledning af svigersønnen Søren Mortensen i Tarskov mølle, hvor kreditorerne blev indkaldt til inden 6 måneder at fremkomme med deres krav, som rådstuen dog kun stillede dem en ringe udsigt til at få opfyldt.
[Nyt rettet afsnit:] Det syvende barn-den femte datter-har som nævnt ikke kunnet opspores.
Det fremgår tydeligt af kirkebøgerne, at omegnens præster kom meget sammen, bl. a. ved deres børns dåb, og der er næppe tvivl om, at hr. Jacobs døtre kunne have fundet ægtemager i præstestanden. Og Bunde og Jens kunne for deres vedkommende utvivlsomt, i det omfang krig og ulykker forhindrede dem i den normale skolegang i århus Kathedralskole, som ellers ville have været naturlig, være blevet undervist hjemme hos faderen med henblik på senere videre studier.
Men familien valgte helt klart teologien fra og foretrak handel, søfart og landbrug. Vi kan kun gisne om grundene hertil. Der er næppe tvivl om, at den hårde behandling, som de hensynsløse besættelsestropper gav de lutheranske præster, og den undergravning af deres økonomi, der fulgte af forarmningen af de bønder, som de var afhængige af for deres underhold, har fået mange af dem til i deres lønkammer at tvivle på Herrens nåde og præstegerningen som en attraktiv levevej.
For Skivholmepræsten er sådanne overvejelser kommet naturligt ud fra hans egne erfaringer. Vel havde han oprindeligt et vist rygstød i den mødrene [tilføjet ved nyredigering:] arv på 400 rigsdaler og sin andel af salgsprovenuet af "Borgmestergården", men det er sikkert gået til under de to plyndringer og den langvarige udsugning af præstegården. Og vel var Skivholme-Skovby et af de federe kald, men hvad hjalp det, hvis gårdene lå øde. Da han i 1661 optegnede kaldets indtægter i herredsbogen, [93a] bemærkede han sigende:, ". . . naar Tiderne ere fredelige".
Hertil kom, at hr. Jacob fra sin salig fars tid havde et godt kendskab til den købmandsstand, der efterhånden var blevet den førende i den nærliggende købstad. Han har, vel i kraft af sit provsteembede, haft lejlighed til at omgås byens spidser og haft gode forbindelser til forretningsverdenen, der kunne hjælpe børnene ind i det erhvervsliv, der måtte forekomme at give bedre udsigter end et fattigt landsbykald.
Noget andet er så, at forventningerne ikke blev indfriet til fulde i første generation. Selvom krigene i sidste halvdel af det elendighedens sekel 1620-1720 førtes på fjendens territorium, medførte de krigsskatter, dyrtid og trængsler for udenrigshandel og søfart. Mange handelshuse bragtes til fald, og vore hovedpersoner undgik ikke deres skæbne. Men de gjorde springet, og ingen af deres nærmeste efterkommere vendte tilbage til præstestanden.
Dette var, hvad vi kunne bidrage med til besvarelse af det spørgsmål, der blev stillet for 111 år siden.
NOTER:
136 Voer herreds justitsprotokol 1709 fol. 248 b.
136a Note 111, s. 159.
137 Jy. reg. 1721-25, s. 510 nr. 109, hans efterfølger blev beskikket 19/4 1724.
138 århus Domkirkes Inspektionsarkiv, stolestadebog 1634-1863, s. 70b.
139 Viborg Landstings skødeöog panteprotokol 1720-24, fol. 704, hvorfra oplysningerne om JJS's sidste år er hentet.
140 Note 111, s. 218.
|
ca. 1658 - 1724 (66 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
