| Kilder |
- [S7615] Jørgen Chr. Frølund (Troværdighed: 2).
Efter at have boet nogen tid i Birk overtog han den betroede og ansete stilling som delefoged paa Herningholm, og som embedsbolig fik han overdraget den store gaard, Holingholt, hvor han boede fra ca. 1570 til ca. 1619. Her har han vel siddet kvit og frit.
I gamle dage-15 og 1600 -, var der en person, som ikke alene var stærkt knyttet til lensgodserne, men ogsaa til de store private herregaarde, nemlig delefogden. Saaledes har herregaarden Herningholm i Herning sogn altid haft delefoged fra dens grundlæggelse til omkring 1700. Delefoged stillingen er en meget gammel institution. Det ser ud til, at delefogden baade paa kronens, gejstlighedens og adelens godser, har paa husbondens vegne ført tilsyn med bønderne omtrent i lighed med en senere tids ridefogder, dog vel næppe i samme omfang. Jens Nielsen hørte til en meget gammel og anset slægt paa Herningegnen. Man forstaar, at saadan en gammel og velagtet slægt har lettet Jens Nielsen adgangen til delefoged stillingen. Da JN overtog embedet, ejedes Herningsholm af grundlæggeren af Herningholm, den velhavende og mægtige Josva von Qvalen, som var gift med den stolte og ansete Magdalene Munk, som nok har været en betydelig støtte for sin mand. JQ var oprindelig hærfører og gjorde sig bemærket ved sin deltagelse i "Den nordiske Syvaarskrig", men ved grundlæggelsen af sit nye gods, Herningholm, viste han, at han ogsaa havde fredelige interesser, og man anerkender den dygtighed og energi, hvorved det lykkedes ham at drive sit gods frem til stordrift. JN har her sikkert haft et virkeligt godt herskab, og han lod da ogsaa en af sine sønner #1883 opkalde efter herremanden. Efter von Qvalens død giftede enken Magdalene Munk sig med den nye godsejer, Sigfred von Rindschatt, der var kommet fra Østrig, hvor han var ejer af 3 herresæder. Om ham fortæller Jens Abildtrup i bogen "Vestjydsk Bondeliv i 1660 erne" bl.a. følgende: "Den nye Mand virkede som et Jordskælv. Nu kom der onde Dage for Folk og Fæ og Gods. Han opførte sig som en Voldsmand og Tyran mod enhver, han mødte, mod sit Tyende, mod Bønderne og mod sin egen Hustru. I Dag ville man kalde en saadan mand sindsyg, men han fik alligevel i mange Aar Lov til at rase som et vildt Dyr og udøve uanede Grusomheder. Ikke mærkeligt, at Folk der var rædselsslagne for ham, kaldte ham "den onde Herremand". Tyendet og andre, som havde tilknytning til Herningsholm flygtede, og Gaarden blev forsømt. Fruen alene tilbage, selv om han var ond og grusom ogsaa mod hende. Hun maatte gøre det grove Arbejde, som langt oversteg hendes Kræfter, og som hun heller aldrig havde været vant til. Ofte var hun Genstand for de utroligste Mishandlinger. Godsejeren var ogsaa en mægtig Ødeland. Herregaarden gik sin Undergang i møde, og inden længe havde Tyrannen sat det meste af sin Frues Formue til. Endelig blev der dog sat en Stopper for hans Grusomhed og Vellevned, idet han d. 25. Januar 1609 blev dømt til livsvarigt Fængsel og blev som Fange sendt til Dragsholm". Det har sikkert været uhyre vanskeligt for Jens N. at bestride sit hverv som delefoged under disse fortvivlede forhold, men naar han holdt ud, skyldes det antagelig først og fremmest, at det var fru Magdalene M., der tog sig af godsets drift, hvorfor det altsaa maa have været hende, han særlig har haft med at gøre. Saaledes fremgaar det, at hun havde nogle penge tilgode hos ham, antagelig skatter som han havde inddrevet hos bønderne, men heldigvis lykkedes det ham at afvikle sin gæld til slotsfruen inden hun døde. Herningsholm gik nemlig over til hendes svigersøn Jørgen Lykke, og da denne i godsarkivet fandt en fortegnelse over ovennævnte gældspost, forlangte han at JN skulle betale ham pengene. Denne viste naturligvis Jørgen Lykke den af fru Magdalene M. udstedte kvittering, som Jørgen Lykke imidlertid erklærede for værende falsk. Jens N. blev derfor stævnet paa Hammerum Herredsting, men da han her fremviste kvitteringen paa, at han havde betalt alt, hvad han havde været Jørgen Lykkes svigermoder skyldig, blev han naturligvis straks frikendt. Endnu inden aaret var gaaet, var den nye godsejer forsvundet, idet han ikke kunne magte den store gaard, og der kom nu en ny ejer, nemlig Jacob Sested, for hvem Jens N. maatte føre en ret indviklet proces mod en bonde ved navn Jacob Christensen, som skal have skyldt herremanden 10 daler og en klædessæk, som var blevet ham betroet under en rejse. Ogsaa Jacob Sested opgav imidlertid snart Herningsholm som nu blev overtaget af den ansete statsmand og statholder i Holsten grev Rantzau, og nu begyndte en ny opgangstid for godset. Selv om grev Rantzau næppe har taget fast ophold der, maa man dog formode, at han og Jens Nielsen flere gange har talt sammen og drøftet vigtige ting. I 1617 førte Jens N. saaledes for grev R. en retssag angaaende et brutalt overfald paa en bonde, og senere, da grev R. af ejeren paa Tanderup stævnedes angaaende en aarelang strid de to gaarde imellem, forberedte Jens N. hele forsvaret. Han følte sig dog selv for gammel til at lede processen for sin herre, hvorfor det blev Peder Christensen fra Hindsels, en særdeles kendt og dygtig prokurator, som førte sagen. Hans embedsgerning har særlig været at optræde paa tinge paa sin herres vegne i tilfælde af processer og stridigheder. Det er ogsaa sandsynligt, at han har været forpligtet til at indkræve bøndernes skatter, afgifter og restancer og aflevere dem paa herregaarden. Det er jo givet, at manden ikke har siddet uvirksom paa Holingholt. Der har været nok at gøre. Maaske har han ogsaa ført et vist tilsyn med bøndernes gaarde. JN, der som delefoged var en af egnens mest kendte personligheder, havde naturligvis en stor omgangskreds og havde forbindelse med mange mennesker, men en af de mænd, han havde mest med at gøre, var delefogden til Lundenæs, senere herredsfoged Jacob Barfod i Bjødstrup #973. Der var et vist slægtskabsforhold mellem de to mænd, idet Jens N. paa sine gamle dage ægtede Barfods mor, Maren Nielsdatter #962, som var enke efter Morten Jacobsen Barfod i Hagelskjær #961. Af forskellige processer, som de to mænd har ført med hinanden, fremgaar det tydeligt, at de ikke har været særlig gode venner, og at Barfod søgte at komme den gamle delefoged til livs og faa ham skubbet til side. Omkring 1619 tog JN sin afsked som delefoged og flyttede til gaarden Nørum i Gjellerup, som han var ejer af. Paa dette tidspunkt er Barfod endnu delefoged til Lundenæs Slot, og som saadan skulle han ved hjælp af en lægsmand fra hvert sogn sørge for, at "kgl. Majestæts Skatter" blev indbetalt i rette tid til slottet.Nu mente Barfod at have opdaget , at Jens N. 1618, altsaa endnu inden han var flyttet fra Holingholt, stod i restance for forannævnte skat til Lundenæs til et beløb af 2? Rigsdaler 27 Skilling, og nu var der gaaet 4 aar, og det var stadig ubetalt. Da lod Barfod den gamle, veltjente delefoged indstævne for herredstinget, hvor denne kraftigt protesterede med de grove beskyldninger, der var rettet imod ham, men desuagtet blev han dømt til at betale, hvad han selvfølgelig modsatte sig. Han lod straks sagen gaa til landstinget, hvor han blev frifundet. Dommens ord lød saaledes: "Saa og efterdi Jacob Mortensen (Barfod) ikke fremlægger nogen rigtig Restants eller anden Kundskab, hvormed kunne bevisliggøres, at forskrevne Jens Nielsen med samme skat rester og tilbagestaar, og han dog derfor er bleven dømt, da finder vi efter saadan Lejlighed ham af Dommen kvit at være." Som vi allerede har hørt, giftede JN sig paa sine gamle dage med enken Maren Nielsdatter, som i mange aar havde været gift med Morten Jacobsen Barfod i Vaaddegaard i Ikast og senere i Hagelskjær. Jens Nielsens tredie ægteskab blev ikke lykkeligt. Hans hustru, altsaa Jacob Barfods mor, Maren Nielsdatter var ham utro. Straks efter brylluppet bosatte de sig i Nørum, men forholdet mellem dem brød snart sammen, og Maren N. flyttede i en kortere periode til Hammerum. Nogle dage forinden, havde hun ved hjælp af tre af sine stedsønner, Las, Frands, og Josva, faaet en del af sit indbo bragt over til Peder Clemmensens hustru, Birgithe Nielsdatter i Hesselbjerg, som havde lovet at opbevare de forskellige ting for hende. Det drejede sig om følgende sager: 1 sølvstob, nogle sølvskeer og tinsager og en "forgyldt Linde" og enkelte andre ting, men sølvbstoben blev hende dog pantsat. Senere opstod der en alvorlig strid om, hvilke ting Birgithe N. i det hele taget havde faaet i forvaring, thi da Maren N. ønskede at faa sit indbo tilbage, hævdede Birgithe, at alt, hvad hun havde faaet overdraget, var blevet pantsat, ligesom hun paastod, at der ikke var blevet hende overdraget nær saa mange ting, som Maren N. og hendes medhjælpere siden havde opgivet. Maren N. fortrød straks, at hun havde afleveret saa meget af sit indbo, og da hun inden længe vendte tilbage til manden, havde hun brug for sine ting. Derfor sendte hun en af sine sønner, Niels Mortensen i Hagelskjær #1875, til Hesselbjerg for at kræve sagerne tilbage. Hertil svarede Birgithe Nielsdatter køligt og afmaalt: "Hvis din moder, Maren Nielsdatter, selv vil komme til mig derom, skal hun gerne bekomme, hvad jeg har af hendes". Til brug i en retssag, som det trak op til, bad Jens Nielsen: Michel Jensen i Hammerum, Niels Svenningsen og Jens Mortensen i Nørum, om de ikke ville forhøre hos hans hustru, hvilke ting hun havde overdraget til Peder Clemmensens hustru i Hesselbjerg (Birgithe Nielsdatter). Da meddelte hun dem, at hun havde overgivet til Birgithe N. "Tinfade, Tintallerkner, Lysestager, et Bækken og et par smaa Lagner, hvilke sidste hun bekender, hun havde faaet igen. Dog klagede hun, at der var taget noget af samme Lagen paa den ene ende, siden de var hende afkrævet, men hun navngav ikke, hvor meget af hver Slags Boskab, der var hos Birgithe Nielsdatter". Det var de oplysninger, de tre mænd fik af Maren Nielsdatter. Da Jens N. helst ville undgaa en retssag, prøvede han paa at faa et forlig i stand mellem de to kvinder, hvorfor han samlede de stridende parter i sit hjem i Nørum. Til stede var Jens Jacobsen i Højris, Jens Mortensen i Nørum, Frands Jensen i Bjødstrup, Jens Nielsen og hans hustru i Nørum og endelig modparten Birgithe Nielsdatter og hendes mand Peder Clemmensen i Hesselbjerg. Birgithe N. paastod straks, at alt, hvad hun havde faaet overdraget af Maren N., var 1 sølvstob (kande), 3 tinfade, 4 tintallerkener og 1 lysestage, og det var blevet hende pantsat, men da de øvrige tilstedeværende hævdede, at Birgithe desuden ogsaa havde faaet overleveret 2 sølvskeer, 1 bækken og en stor forgyldt linde, og at kun sølvstoben var blevet pantsat, kunne der naturligvis ikke blive tale om noget forlig. Derefter blev der vist fra begge sider anlagt sag. Da dommen over Maren Nielsdatter skulle falde ved landstinget, var Birgithe N. selv til stede, og hun svor "med højeste Helgens Ed", at hun ikke havde haft eller faaet noget af forskrevne gods af Maren N. uden en sølvstob, som var blevet hende tilpantet. Dette var jo helt i strid med, hvad hun før havde udtalt for sine modstandere. Men takket være eden blev hun frifundet, medens hendes modparti var ilde stedt, da de alle var indenbyrdes slægtninge og derfor vildige vidner i sagen, og retten kunne saaledes ikke tage hensyn til dem. Sandsynligvis har Jens Nielsen derefter indstævnet Birgithe Nielsdatter for om muligt at faa frifindelsdommen, som maaske var baseret paa mened, omstødt.
I aarene 1617-1619 opstod der en bitter strid i Gjellerup Kirke vedrørende den næstøverste kvindeskammel, idet Johanne Therkildsdatter, Niels Ibsens hustru fra Birk, søgte med magt at trænge sig ind i denne, hvad adskillige dog mente, at hun ikke havde ret til. Denne, som man syntes, ret ubetydelige strid blev blæst stort op, saa den satte to herremænd, en provst og en præst samt mange sogne beboere tilligmed Herredstinget og Landstinget i bevægelse, og end da faar vi ikke besked om, hvorvidt det stridbare kvindemenneske, altsaa Johanne Therkildsdatter fra Birk, opnaaede, hvad hun ville. Baade mænd og kvinder havde i gamle dage deres bestemte pladser i kirken. Det var størrelsen paa deres gaards Hartkorn, som bestemte, hvor de skulle sidde. Paa den øverste skammel sad de med det største Hartkorn. Det var Bjødstrupskamlerne. Den omstridte skammel var den næstøverste, og kvinderne her hørte altsaa ogsaa til de fornemmeste i sognet, næst efter kvinderne fra Bjødstrup. Det var derfor meget eftertragtet af kvinderne at sidde paa de øverste pladser i kirken. Saadan havde det altid været, og derfor opstod der ret ofte stridigheder om kirkestolene, men oftest forløb det under blidere former. Da nærværende strid fra Gjelleup Kirke udviklede sig til en omfattende proces, skal vi her omtale den i korte træk. For at komme til bunds i sagen, søgte man ved vidners hjælp at faa oplyst, hvem der havde siddet eller staaet i omtalte kvindeskammel, før Johanne Therkildsdatter forsøgte at trænge sig derind. Af de mange, som var blevet indstævnet for at vidne derom, var Jens Nielsen fra Holingholt, dog ikke i egenskab af delefoged. Paa Herredstinget havde han vidnet for ottemænd, at "han mindedes 48 Aar tilbage, og da var det ham fuldt vitterligt, at hans Moder (#967) Anne Nielskone i Birk, i den Tid stod yderst næst Knappen neden for Peder Bondes Kvindeskammel i Gjellerup Kirke, og hans Hustru, som da boede i Birk, næst ved hende i forskreve Skammel, og siden salig Anne Nielskone ved Døden er afgaaet, da havde salig Sidsel Nielsdatter, som boede i Birk, staaet næst Knappen i forskrevne Skammel, medens hun levede (vel Jens Nielsens søster), og Edel Laskone i Fastrup havde staaet i den tredie Stand i den samme Skammel paa de forskrevne Tider". Knud Bertelsen i Birk kunne mindes 29 aar, og "var det ham fuldt vitterligt, at forskrevne Sidsel Nielsdatter i Birk stod næst Knappen i forskreven Stol, medens hun levede, og salig Alhrit (?) som boede i Gaard med hende, stod i den anden Stand i forskrevne Stoel, medens hun levede". Michel Jensen havde vidnet, at "han kunde mindes i de 40 Aar, da var det ham fuldt vitterligt, at i forskrevne Aaringer, da stod fornævnte Anne Nielskone i Birk næst Knappen i forskrevne Skammel, medens hun levede, og salig Maren Laskone stod næst hende i samme Skammel, medens hun boede i Birk, og da stod Edel Laskone i Fastrup i den tredie Stand i nævnte Skammel". Der var mange flere, der vidnede angaaende, hvem der gennem tiderne havde brugt den omstridte stol eller skammel, men det synes ikke klart at fremgaa af vidnesbyrdene, hvorvidt Johanne Therkildsdatter havde ret til at benytte den, og heller ikke synnes dette at fremgaa af, hvad der senere blev oplyst om sagen. (Iøvrigt er der 16/12-1702 igen en retssag om kirkestolene i Gjellerup Kirke. se under # 1005). Vi ved ikke bestemt, hvornaar den gamle delefoged døde, men det har snarest været omkring 1626. Kort før havde han den store sorg, at hans søn Josva (#1883) og dennes hustru, som boede paa Langelund i Gjellerup ved gift tog livet af en slægtning, nemlig herredsfogden i Fjends Herred, Knud Christoffersen, som havde været der i besøg og overnattet der; men for gaardens folk skulle det jo have udseende af, at han var blevet syg om natten og pludselig var død. Jens N. havde oplevet mange ydmygelser og megen modgang i sit lange liv, men dette sidste var nok det haardeste slag, han havde faaet.
Se nærmere om dette giftmord under sønnen # 1883 Josva.
|
ca. 1545 - ca. 1626 (81 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
