| Kilder |
- [S2291] Slægtstavler Frølund og JVO.
Min Midtjydske slægt. Http://home6.inet.tele.dk/jvo samt
Frølund og Sivebæk. Http://hammerum-herred.dk
- [S7615] Jørgen Chr. Frølund (Troværdighed: 2).
Læs om gaarden Bjødstrup og tidligere ejere før Lavrids overtog den, under tekstfil ved # 973 Jacob Mortensen Barfod.
Han var født paa Over Simmelkjær, men flyttede længere sydpaa og boede 1700 i herredets centrum, Gjelleruplund. Han overtog Bjødstrup i 1702. Var selvejer.
Bjødstrup var fra gammel tid Gjellerups bedste gaard. Nogle tidligere ejere ligger begravet inde i Gjellerup Kirke. En af ejerne var endog saa fri at indhugge sit navn i en smuk tagformet ligsten, der nu (aar 1944) ligger foran hovedindgangen, og oprindelig menes at have været minde over kirkens bygmester fra 1140.
Laurids ejede Bjødstrup fra ca. 1702 til ca. 1720.
Han blev første gang gift med Maren som vi ikke ved noget om. Hun døde samme aar. Lavrids var lidt rask i vendingen, for inden aaret var omme, havde han giftet sig anden gang med Mette Kirstine. Lavrids var saa velsitueret, at han selv kunne købe gaarde, han købte en halvgaard i Gjelleruplund af sin broder Jens #1870. Imidlertid døde Mettes far, delefoged Peder Jørgensen i Bjødstrup #996, hvis anden hustru Elle Jensdatter #998, straks efter sin mands død 1701 giftede sig med en mand ved navn Jens Madsen #1869 ogsaa kaldet Jens Remme, vel fordi han stammede fra St. Remmegaard i Ikast Sogn. Nævnte Elle Jensdatter og Jens Madsen i Bjødstrup er altsaa Mette Pedersdatters stedforældre. Jens Madsen, der nu var blevet mand i Bjødstrup, var egentlig ikke saa glad for den megen jord, han var kommet i besiddelse af, thi det var elendige tider for landmændene, da landbrugsprodukterne næsten intet kostede, og nu var han blevet ejer af følgende gaarde i Bjødstrup. En gaard til omtrent 5 Tdr. Hartkorn, en gaard ansat til godt 3 Tdr og et ødeboel til godt 2? Td. Hartkorn, ialt 10? Td. Hartkorn. Han forhørte sig derfor hos Lavrids og Mette, om de ikke kunne have lyst til at bo i Bjødstrup, hvor Mette jo var født, og det kunne de nok. De blev saa enige om, at de skulle købe halvdelen af hver af de 3 gaarde og skulle saa bo sammen med Jens Madsen i den største af dem. Først maatte de have solgt deres gaard i Gjelleruplund. Det voldte dog ingen vanskeligheder, der meldte sig straks en køber, det var Peder Madsen Kølbæk af Gjelleruplund. Mod en rimmelig betaling fik han gaarden. Det var i maj maaned 1702. Derefter flyttede Lavrids og hans hustru Mette saa til Bjødstrup. Der var plads nok, thi det var en gammel herredsfogedgaard, hvor herredsfogedslægten Barfod igennem lange tider havde boet. Den 9. december 1702, altsaa et halvt aar efter, at de havde bosat sig i Bjødstrup, kom Lavrids Christensen og Jens Madsen paa den ene side og deres nabo i Bjødstrup, Svend Lavridsen, paa den anden side i strid med hinanden angaaende Bjødstrups lukkede stole i Gjellerup Kirke, som den sidstnævnte ene gjorde krav paa, mens de to andre hævdede, at de havde samme ret til stolene som han. Da man ikke kunne tale sig til rette om sagen, kom det til proces, idet Svend Lavridsen stævnede de to andre til at møde i Hammerum Herredsting, og samtidig stævnede han 10 af sognets ældste mænd til at vidne og aflægge Sandhed angaaende de stolestand i Gjellerup Kirke, som hører til den gaard i Bjødstrup, Svend Lavridsen paaboer, og som hans naboer Jens Madsen og Lavrids Christensen, saa vel som deres hustruer, nu vil bemægtige sig. Søren Nielsen i Hammerum vidnede, at han har boet i Gjellerup i 28 aar, og i den tid søgte salig herredsfoged Jacob Mortensens tvende sønner Knud Barfod og Claus Barfod fornævnte stolestade, men siden Knud Barfod kom fra Bjødstrup, har ingen af de andre mænd søgt at gaa i den stol, førend nu Lavrids Christensen og Jens Madsen begyndte paa det. Peder Jensen i Vestergaard i Hammerum vidnede, at i den tid, Knud Jacobsen (Barfod) boede i Bjødstrup, søgte han forannævnte stol, men siden har ingen af de andre mænd søgt den førend nu Lavrids Christensen og Jens Remme, saa vidt mandsstolen angaar, men deres kvinder har søgt kvindestolen sammen med Svend Lavridsens hustru. De øvrige vidnespersoner vidnede det samme. Men nu kom turen til Lavrids Christensen og Jens Madsen. De indstævnede deres modpart, Svend Lavridsen i Bjødstrup, til at møde for retten d. 16. december 1702 tillige med flere vidnespersoner angaaende det omstridte stolestade i Gjellerup Kirke. Her fremkom for retten #2018 Jens Espersen i Gjelleruplund og vidnede, "at det er ham i Sandhed vitterligt, at Knud Jacobsen og sal. Claus Jacobsen (Barfod) i den tid, de boede i Bjødstrup, gik tilsammen i den stol, som Svend Lavridsen nu tilholder og staar udi. Og saa længe han kan mindes, er det hos ham bevidst, at i den Tid, Jacob Mortensen (Barfod) levede og boede i Bjødstrup, brugte han og deraf Avlingen til begge Bjødstrupgaarde, eftersom de var ham tilhørig søgte alende det Stolestade, som nu ommeldt er". To brødre fra Krogslund, Mads og Peder Christensen, vidnede, at "de kunde mindes i 28 Aar, da havde Knud og Claus Jacobsen (Barfod), medens de boede i Bjødstrup, gaaet i den Stol, som Svend Lavridsen nu staar i, medens de andre Mænd, som kom efter Knud Jacobsen, nemlig Peder Jensen Høgild #999 og salig Peder Jørgensen #996 ikke gik i Stol til Svend Lavridsen, men deres Koner søgte Stolestade i Stol hos dennes Hustru". De øvrige vidnespersoner udtalte sig, som de to andre Krogslundmænd havde gjort. Herredsfogden Knud Jacobsen Barfod, der boede i Kollund, var trods sin høje alder mødt i retten, hvor han fremlagde et skriftligt indlæg til fordel for Lavrids Christensen og Jens Madsen. Det lød saaledes: "Saasom velagte Dannemænd Jens Madsen Remme og Lavrids Christensen begge boendes i den Gaard i Bjødstrup, som jeg, Knud Jacobsen, nu boendes i Collund, tilforn have iboet, er min sandfærdige Kundskab begærende angaaende de to Gaarde i Bjødstrup, hvoraf Svend Lavridsen beboer den ene, deres Beskaffenhed i forrige Tider med Stolestand i Gellerup Kirke, hvilken deres Begæring, jeg ikke kan nægte dem. Mens jeg hermed vidner og bekræfter, at min salige Fader Jacob Mortensen Barfod, fordum Herredsfoged i Hammerum Herred beboede og brugte samme tvende Gaarde til hans Dødsdag, og efter hans dødelige Afgang blev ermeldte tvende Gaarde efter rigtigt Skiftebrevs Bemelding mig og min salige Broder Claus Jacobsen Barfod, begge ved Skifte og Deling i Søskendeskifte tillagt, som vi og skifte med al deres tilliggende Ejendom udi tvende lige store Lodder. Og jeg beboede samme Gaard som Jens Madsen og Lavrids Christensen nu ibor, og han den anden, som nu Svend Lavridsen nu ibor. Og boede jeg udi samme Gaard i 34 Aar, og i den Tid stod jeg og min Broder og efter ham Svend Lavridsen i den ene Stol, medens vore Kvinder tilsammen søgte den anden af de lukkede stole, og vi svarede lige meget udi Tiende af begge Gaarde baade til Kongen, Kirken og til Præsten. Dette at være udi al Sandfærdighed, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord, og vil jeg ydermere bekræfte og være gestændig om begæres og behøves. Collund den 16. Juli, Anno 1702". Underskreven Knud Jacobsen Barfod med egen Haand og hans Signet trykt i rødt Lak. Desværre kender vi ikke dommens afgørelse, men efter hvad der under retssagen kom frem, havde begge Bjødstrupgaarde lige stor ret til de lukkede stole. Sagen er vel blevet forligt. (Se iøvrigt under #963 hvor der ogsaa i aarene 1617-1619 var strid om kirkestolene i Gjelleup Kirke).
Da Lavrids Christensen 1702 flyttede til Bjødstrup, var der blevet oprettet en købekontrakt mellem ham og Jens Madsen paa de købte ejendomme i Bjødstrup, naturligvis under den forudsætning, at der snart efter skulle udstedes skøde derpaa, men naar Lavrids Christensen talte med Jens Madsen derom, blev han altid holdt hen med snak. Der gik baade et og to aar, og endnu var der intet skøde udstedt. Jens Madsen angav som grund, at Peder Jørgensens Børns fædrene arv var sat som en slags forsikring i fornævnte gaard, og saa længe det var tilfældet, kunne der ikke udstedes noget skøde. De paagældende arvinger var jo Lavrids Christensens hustru, Mette Pederdatter og hendes broder, Peder Pedersen #1871, der var myndig og opholdt sig paa Herningholm.Det var vel ogsaa derfor, Jens Madsen mente, at det ikke havde nogen hast. Men Lavrids C. var ikke tilfreds. Nu skulle det være alvor med skødet, og han mente da forøvrigt ogsaa, at Jens M., hvis han ville, let kunne ordne den sag han sendte derfor Jens M. følgende skrivelse:
"Saasom Jens Madsen Remme i Bjødstrup haver solgt og afhændet til mig den øverste halve Part af den Selvejerbondegaard i Bjødstrup, som han og jeg iboer, samt Halvparten af den halve Ødegaard i Bjødstrup, item Halvparten af den øde Boel ibm. saavidt Bondeskylden angaar, for rede penge 220 Sdlr. Hvorpaa I af mig haver annammet rede Penge 100 Sdlr., og ved Købets Slutning lovede mig imod forskrevne 220 Sdlr fulde Betaling et fuldkomment nøjagtigt og forsvarligt Skøde, hvilket jeg ofte imod Pengenes fulde Betaling har begæret og endda ej endnu haver kunnet bekomme, saa ordinært nøjagtigt og forsvarligt Skøde, som ske burde, af Aarsag det findes imod Loven, at samme halve Parter af forskrevne Gaarde og Boel ej kan afhændes og skødes bort, eftersom det skal være umyndige sat til Forsikring for deres Arvelod efter Skiftebrevs Vindes Indhold, inden det nøjagtigen fra deres Formynder vorder indfriet. Altsaa erbyder jeg mig Resten af samme 220 Sdlr. at erlægge for samme Kiøb imod et Vederlag, som kan eragtes og være forsvarligt uden nogens Tiltale, og hvis det ikke kan ske, da begærer jeg ikke andet, end samme Kiøb maa være opslagen, og mine Penge, som er leveret med hvad Omkostning, som mig derved er foraarsaget, maatte mig igen tilstilles. Hvorom jeg foraarsaget ved disse tvende Dannemænd at lade Jens Madsen beskikke med Begæring om, at han herpaa vilde give skriftligt Svar, eller og ifald det ej skulde behage ham selv at give nogte skriftligt Svar herpaa, da at give disse tvende Mænd mundligt Svar herpaa at tegne mig til Efterretning. Bjødstrup, den 28. Juni Ao: 1704, Laurits Christensen. Egen Haand". Neden for beskikkelsen stod skrevet saaledes: "Ovenskrevne 28. Juni var vi underskrevne Anders Christensen og Peder Jensen paa forskrevne Lauritz Christensens Vegne hos ovenmeldte Jens Madsen og forkyndte ermeldte Beskikkelse og Begæring for ham, og da fik vi mundtlig Svar, og han sagde, at han vilde give Laurids Christensen saa godt Skøde, som han ville have, og han vilde lade det skrive, og det, han haver lovet ham, skulde han faa, og det, der rester, skulde han svare ham til..
Saaledes at være svaret, testerer vi med egen Haand. Datum ut supra. Anders Christensen. Egen Haand. Peder Jensen. Egen Haand".
Meget besværligt har det ikke været for de to mænd at bringe paagældende skrivelse til Jens Madsen. Det var jo kun at gaa fra den enes dagligstue over til den andens. Særlig gode venner har de to naboer næppe været i øjeblikket; men nu havde Lavrids Christensen sikret sig et retsdokument, ved hvis hjælp han kunde faa en afgørelse i sagen. Han henvendte sig derefter til retten, hvor han bl.a. fremlagde ovennævnte dokument. Det hjalp! Jens Madsen ønskede ikke at faa proces i den sag. Det kom til forlig, og Lavrids Christensen fik d. 6. september 1704 endelig udstedt det skøde, som han i to Aar havde ventet paa.
Hvad forliget gik ud paa, viser nærværende dokument :" Saa som vi underskrevne Jens Madsen Remme i Bjødstrup og min Hustru Elle Jensdatter, efter vores Contract ved Skiftebrevet efter salig Peder Jørgensen af Bjødstrup haver sat hans efterladte tvende Børn og deres Laugværge og Formynder, Christen Jørgensen i Hagelskjær, til Forsikring for deres tilfaldne fædrene Arvepart, Bondeskylden i den Selvejerbondegaard i Bjødstrup og den Bondeboel i bidem samt den halve øde Halvgaard sammesteds efter samme Contracts videre Bemelding. Og om disse besværlige Tiders Tilstand udkræver, at vi ikke selv længer lyster forskrevne Steder alt sammen at bebo, har vi nu halve Parten af forskrevne Gaardes og Boels tilhørende med Børnenes Laugværges Samtykke solgt og afhændet til Lavrids Christensen, forrige boende i Lund, hvorfor vi nu hermed til en visse Forsikring for forskrevne tvende Børns tilfaldene fædrene Arvepart, som er 188 Rdlr. 3 Mk. 13 Sk., jeg siger 188 Rdl. 3 Mk. 13 Sk., sætter til forskrevne tvende Børns og deres nuværende rette Laugværge, Christen Jørgensen i Hagelskjær, den anden halve Part, som er den vesterste Part af forskreven Selvejerbondegaard, Halvparten af bolet og Halvparten af den øde Halvgaard samt det Selvejerbondeboel Nærum liggendes i Gjellerup Sogn, Hammerum Herred med alle disse Steders tilhørende samt en Sølvkande, hvorpaa findes det Aarstal 1699, Et Sølvbæger med det Aarstal 1698, nok et andet Sølvbæger uden Aarstal, som vejer til fire Rdlr., hvilket Sølv Christen Jørgensen betroede forskrevne Børns Moder (Stedmoder), Elle Jensdatter, som hun lovede og tilforpligtende sig at holde udi god Forvaring, indtil det af Børnene eller Christen Jørgensen som deres rette Formynder bliver affordret og begæret., saa det skal blive forskrevne Børn uden Skade og skadesløs holden i alle Maader, og hermed lover vi, forskrevne Jens Madsen og Elle Jensdatter ikke at pantsætte, skøde eller i nogen Maade afhænde noget, enten lidet eller meget af forskrevne Gods og Gaarde, eller noget des tilhørende Ejendom i nogen Maade, førend forskrevne tvende Børns fædrene Arvepart, indmeldte 188 Rdl. 3 Mk. 13 Sk., vorder forskrevne Børn, eller deres Laugværge nøjagtig betalt, saa det skal være og blive tvende Børn og deres nuværende eller herefter kommende rette Laugværge og Formynder aldeles uden Skade og skadesløs holden i alle maader. Og til bekræftelse haver vi, forskrevne Jens Madsen og Elle Jensdatter, denne vores udgivne Forsikring og Pant med egen Hænder eller tvende Bogstavsmærker underskreven og venlig ombedes tvende Dannemænd, Peder Jensen i Hammerum og Anders Pedersen i Langelund, med os til Stadfæstelse at underskrive. Datum Bjødstrup den 6. Sept. Anno 1704 Stod underskreven Jens Madsen, egen Haand. Til Vitterlighed efter Begæring, Anders Pedersen, egen Haand, Peder Jensen Høgild, egen Haand."
Som før nævnt var Tiden omkring 1700 en uhyre fattig tid. Landet var paa grund af krige, misvækst og andre forhold nedsunket i den dybeste armod, men værst stillet var bønderne, thi landbruget kastede næsten intet af sig, da priserne var elendige. Saa fortvivlede var forholdene, at bønderne i massevis maatte gaa fra deres gaarde. Visse ting kunne tyde paa, at Bjødstrupgaardene var nogle af sognets bedste. Det er klart, at en saa alvorlig misvækst har været en forfærdelig katastrofe for de i forvejen nødstedte bønder. Selv de velhavende Bjødstrupfolk fik nok at gøre med at holde sig oven vande i dette økonomiske uvejr. Det mærkedes paa mange forhold. Lavrids C. maatte saaledes søge hjælp hos en velhavende svoger, Thomas Clausen, der boede i Bredvig i Ørre Sogn. En panteobligation paa 100 Sletdaler blev udstedt 26/1-1709. Pengene skulle betales tilbage allerede førstkommende Snapsting samm aar. Paa denne tid var der mange ulve i Vestöog Midtjylland. De holdt til i moser og kjær og paa de udstrakte heder. De var en ren plage for bonden, idet de røvede faar og lam. For at faa disse farlige vilddyr udryddet, havde øvrigheden udlovet en vis pengesum for hver ulv, der blev bragt til herredstinget. En dag i maj maaned 1713 fangede Lavrids C. tre ulveunger imellem Bjødstrup og Fastrup og bragte dem til herredstinget for at faa den udlovede dusør. Da Peder Jørgensen #996 boede i Bjødstrup, havde han af praktiske grunde flyttet den vestligste af gaardene i byen, kaldet Vestergaarden, nærmere til de andre af sine ejendomme.
I anledning af, at der 1712 var syn over Bjødstrupgaarde og andre gaarde der i sognet, var forvalteren fra Lundenæs ogsaa i Bjødstrup. Synsmændene fandt, at Lavrids Christensens gaarde i det hele og store var velholdte, medens der var ret store mangler ved Jens Madsens ejendomme. Efter Laurids C s død nævnes han hustru Mette i 1723 som enke. Hun maatte selv overtage gaardens drift, hvad der ikke var nogen let sag under disse besværlige forhold, men nu var deres ældste søn, Peder, saa gammel, at han paa mange maader kunne være moderen til hjælp. Men tre aar efter (ottende dag før skærtorsdag 1726, 11. april), ramte der hende og hendes naboerske Elle Jensdatter, en alvorlig ulykke. Jens Madsen var da ogsaa død. Deres sammenbyggede gaarde nedbrændte, og alt, hvad de ejede af indbo, blev flammernes bytte. Det var dog kun stuehusene der brændte. De andre bygninger kan saa ikke have været bygget sammen med disse. Der brændte for Elle Jensdatter 14 fag hus og for Mette 11 fag som var i megen god stand. Hos Mette blev opbrændt 16 tdr. rug og 6 tdr. byg og alt hvad boskab, som der var, baade med senge og gangklæder, kister og skrin og skabe, saa der aldeles intet blev frelst eller bjærget. "Begge Enker tilforn sad i god Velstand, men nu formedelst denne ulykkelige Hændelse er geraaden i største Armod". Men selv om denne ulykke ramte haardt, saa blev Mette P. dog ikke slaaet ud. Hun fik igen stuehuset bygget op, og senere overtog hendes søn, Peder, gaarden, som han vist var i besiddelse af omtrent til sin død.
|
ca. 1670 - ca. 1722 (52 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
